Vindere og præmierede værker ved ferniseringen af Kørners Kunstkonkurrence 2025
Endelig oprandt dagen d. 8. maj, hvor 26 værker nu kan ses på Vendsyssel Kunstmuseum. Udstillere fra næsten hele Danmark havde fundet vej til fernisering på jubilæumsudstillingen, og museet var tætpakkede med både elever, undervisere og stolte og glade forældre. Det var en stor fornøjelse for dommerkomiteen at byde velkommen, og at uddele meget flotte præmier til 3 heldige udstillere: Gaia Rydahl Due Rosendahl (med værket “Anonym”) og Magne Cornelius Madsen (med værket “Radicalization”), begge fra Aarhus HF & VUC, samt Nur Senem Fidan (med værket “Uden titel”) fra Aarhus Statsgymnasium, som alle modtog gavekort på hhv. 5000, 2000 og 1000 kroner fra Nørgaard på Strøget.
Udstillingen kan ses på Vendsyssel Kunstmuseum indtil 1. juni, hvorefter den rykker videre til Arken Museum for Samtidskunst, med åbning og festlig fernisering d. 9. oktober, hvor det er håbet, at der vil være ligeså mange glade gæster! Hermed en stor opfordring til at tage jeres elever med til en flot udstilling, hvor der igen i år er et højt kunstnerisk niveau. Ved ferniseringen på Arken vil publikumsprisen blive uddelt, så hold jer orienteret og sørg for at bruge jeres stemme.
Udstillernes skoler vil få info om nedtagning og afhentning af værkerne hurtigst muligt.
