Det er med kæmpestor glæde, at vi nu kan afsløre, at vi på vores FIP/GFk-internatdage får besøg af den unge samtidskunstner Tore Hallas, der med udgangspunkt i sit videoværk And going after strange flesh vil holde Artist-Talk og komme med oplæg til, hvordan man kan arbejde med portrættet.
Så meld jer til to fantastiske dage i godt samvær med billedkunst/designkolleger.
På dag 1 (FIP) mødes vi på Rosborg Gymnasium, hvor der bliver et hav af forskellige workshops, man kan deltage på – og husk: vi søger workshopholdere, der vil dele ud af deres egen praksis. Alle workshops kredser om årets tema: Verdensblik (og det globale).
Om aftenen vender vi snuden mod det lækre Munkeberg Hotel, hvor vi skal networke over god mad efter fulgt af praksisworkshop ved Anura Art at Heart og overnatning i dejlige værelser.
Dag 2 (GFk) starter med morgenmad og ordinær generalforsamling i BDf på hotellet, hvorefter vi tager på Vejle Kunstmuseum. Dagen på Vejle Kunstmuseum indeholder bl.a. omvisninger i udstillingerne “KROP” og “Konstrueret virkelighed“, og vi undersøger, hvordan (verdens)blikket på kroppe og virkeligheder har ændret sig gennem tiden. Derudover skal vi arbejde sammen med Tore Hallas – og have frokost, kaffe, kage undervejs.
Mange hilsner
Fagkonsulenten og BDf